VINYLCAFÉ I FAABORG
Lokalet havde ligget tomt længe, og da vi endelig fik idéen, virkede det indlysende: det var selvfølgelig her, i Torben Soze's tidligere café ved Den Voigtske Gaard, at vi skulle indrette Faaborgs nye vinylcafé. Så i januar 2020 åbnede vi med stor optimisme. Uden at vide, at en global coronapandemi lå lige rundt om hjørnet og ville komme til at præge butikkens første to leveår...
vinylmutter
Connie ejer og driver vinylcafeen på egen hånd i dag, og det er hende, du møder bag disken. Som en 2023-inkarnation af Emma i Rottehullet, som en stamkunde sagde. For dem der ikke var født i '70'er, eller måske slet ikke er vokset op i Danmark, var Emma en uhyre rund og rummelig værtshusvært i tv-serien 'Huset på Christianshavn.' Så living up to that... eller trying to... kan du forvente samtaler om alt fra heavy metal til liv, død og lokalpolitik.
DEN MUSIKALSKE KØBMAND
Bent er ikke med i firmaet længere, men han hjælper stadig med indkøb af brugt vinyl på konsulentbasis. Han elsker at handle med plader, næsten ligeså meget som han elsker musik fra 1960'erne og 70'erne, og han giver gerne et bud på, hvad din samling er værd.